Musikken
Casta diva og Norma: det, du hører
Hvad Norma handler om, hvorfor Casta diva blev den mest kendte Bellini-arie, og hvordan du lytter til bel canto ved en kirkekoncert uden at have plottet foran dig.
Reservér pladser til koncerten ↗Hvad Norma er
Norma er en opera i to akter, betegnet en tragedia lirica, af Vincenzo Bellini. Librettoen er af Felice Romani efter et fransk skuespil af Alexandre Soumet. Den blev første gang opført på La Scala i Milano den 26. december 1831. Den betragtes som et fremragende eksempel på bel canto, og titelrollen er blandt de mest krævende i sopranrepertoiret. Mange Bellini-koncerter, i Catania og andre steder, er bygget op omkring dens mest kendte musik.
Historien i korte træk
Handlingen foregår i Gallien under romersk besættelse. Norma, druidernes ypperstepræstinde, har brudt sine løfter og i hemmelighed fået børn med Pollione, den romerske prokonsul. Pollione elsker nu en yngre præstinde, Adalgisa, og en kærlighedstrekant følger. Du behøver ikke plottet for at nyde en koncert, men visheden om, at musikken er fuld af splittede loyaliteter, forklarer dens tiltrækningskraft.
Bønnen til månen
Casta diva er cavatinaen i akt 1, hvor Norma beder til månegudinden, den kyske gudinde i titlen, om fred. Det er en langsom, svævende linje, som stemmen skal holde med perfekt kontrol, med ornamenter der vokser ud af melodien snarere end at afbryde den. Den er i dag en af de mest berømte arier fra det nittende århundrede, og det er det stykke, de fleste mener, når de siger, at de vil høre Bellini.
Sangerinden, der næsten afviste den
Giuditta Pasta skabte Norma, og da prøverne begyndte den 5. december 1831, stejlede hun over Casta diva. Hun følte, at arien var dårligt tilpasset hendes stemme. Bellini overtalte hende til at prøve i en uge endnu, hvorefter hun tilpassede sig den og indrømmede sin fejl. Det er en påmindelse om, at det stykke, der i dag definerer rollen, næsten slet ikke blev sunget.
En kølig premiereaften
Norma begyndte ikke triumferende. Bellini skrev til Florimo på premierenatten om et fiasko og publikums ligegyldighed. Han gav de trætte sangere og den fjendtlige holdning fra en avisejer og hans støtter skylden og sagde, at den anden aften var varmere. Fra den anden forestilling blev operaen anerkendt som en succes, og alene La Scala gav den 208 forestillinger inden udgangen af det nittende århundrede.
Norma rejser
Norma nåede London den 20. juni 1833 og USA, i New Orleans, den 1. april 1836. Metropolitan Opera genopsatte den i 1927 med Rosa Ponselle, deres første forestilling der siden 1892. I 2025 sang Jessica Pratt Casta diva på La Scala i G-dur, den toneart Bellini oprindeligt havde tænkt, for første gang i det teater, hvor den blev skrevet. Arien bliver stadig gentænkt næsten to århundreder senere.
Bel canto i én sætning
Bel canto er italiensk for smuk sang. Det beskriver en stil, der dominerede store dele af Europa i det attende og tidlige nittende århundrede, med jævn, ensartet klang, legato-frasering og blomstrende ornamentik, og Rossini, Bellini og Donizetti er dens mest kendte navne. Begrebet er løst, men for en lytter betyder det melodi, som stemmen bærer fra start til slut.
De Normaer, folk husker
Pasta var den første Norma. I det tyvende århundrede sang Rosa Ponselle rollen i New York og London, og efter Anden Verdenskrig blev Maria Callas, Leyla Gencer, Joan Sutherland og Montserrat Caballé dens førende fortolkere. Alene Callas sang den i 89 sceneoptrædener. Optagelser af Casta diva med disse sangere er lette at finde, og at høre to eller tre inden din koncert skærper din øre for livesang.
Sådan lytter du i en kirkekoncert
En recital uden kulisser og uden tekstvisning beder dig lytte til linjen. Følg en frase fra dens begyndelse til dens slutning, og læg mærke til, hvordan sangeren trækker vejret, hvor stemmen stiger, og hvordan orkestret træder tilbage. Du vil høre mere i den første arie end i en hel aften med halv opmærksomhed. Hvis du på forhånd vil lære ét stykke at kende, så vælg Casta diva, så du kan nyde det, når det kommer, i stedet for at møde det for første gang.
Kilder